Jeg glor ned i skærmen, alt i mens jeg fylder min bevidsthed op.
Stilbilleder der er opfundet af mange timer, alligevel ser jeg kun den nøgne sandhed.
Min sjæl begræder mere og mere det perfekte hjem, som algoritmen finder frem til mig.
Det er ikke længere forbeholdt ugebladene og magasinerne, det ikke længer forbeholdt min egen kontrol.
Normaliteten lever tilsyneladen deres liv i hjem, de ikke bor i.
Ét sådan par har jeg mødt.
Jeg misunder dem deres energi fyldte hjerter, alt i mens jeg slår mig hårdt i hovedet med bestræbelsernes jagt på det perfekte.
Inderst inde ved jeg det.
Men i aften, der tror jeg på forandring.
Når vække uret så ringer, der står bjergende hvor jeg efterlod dem, morgen forinden.
